- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Rovetur: Alene i vildmarken
4. januar kl. 14:00 - 5. januar kl. 13:00
Brænder du for friluftsliv og vilde udfordringer? Ønsker du at komme godt i gang med det nye år, og lader du dig ikke skræmme af kulden?
Tag til Finderup den 4.-5. januar 2025 og deltag i “Alene i Vildmarken”.
Her skal du bygge din egen lejr, tilberede din egen aftensmad og overnatte på et af landets koldeste steder. Men der vil også være mulighed for masser af hygge, pandekager og godt fællesskab i bålhytten før ensomheden i nattemørket.
Tag udfordringen op, og meld dig til her!
Eventyret venter!
OBS! Tilmeldingsfristen er fredag den 14. december! (Hvis du vil have en T-shirt fra turen)
Det kan stadig lade sig gøre at tilmelde sig indtil den 2. januar, men det bliver uden mulighed for at få den t-shirt, som oplyses ved tilmelding, da det desværre ikke er muligt at fjerne oplysningerne om t-shirt i tilmeldingsformularen.
PROGRAMMET
Når man er i vildmarken handler det ikke så meget om, hvad klokken er, men mere om, hvordan det går med dine aktiviteter. Nogle ting tager længere tid, når man er ude i det fri på egen hånd, og her er det naturens præmisser, der styrer. Men det er også noget af det fantastiske ved at forlade civilisationen og bare være i naturen. Derfor hænger vi os ikke i klokkeslæt, men følger døgnets rytme og indretter os efter forholdene. Derfor skal det nedenstående program kun ses som et skelet til, hvad der kommer til at foregå i løbet af det døgn, vi er på Finderuplejren.
LØRDAG
Kl. 14.00 Lejren er åben for deltagerne. Lejropbygning og indretning.
Kl. 18.00 Hver deltager tilbereder sin egen aftensmad i egen lejr.
Kl. 20.00 Fællesbål i bålhytten med pandekager og varme drikke
Kl. 23.00 Tid til hygge i egen lejr i soveposen med snacks og mere af det varme
SØNDAG
Kl. 08.00 Morgenvækning og optænding i bålhytten. Herefter tilberedning af fælles morgenmad
Kl. 10.30 Den store rundvisning med besøg i alle lejre. Derefter lejrnedpakning
Kl. 12.30 Vi mødes i bålhytten til kåring af årets vinder af “Alene i vildmarken”
Kl. 13.00 Tak for nu – og på gensyn næste år
Vinder af “Alene i vildmarken”
Selvom det mest handler om at hygge sig, så uddeler vi alligevel en præmie til den person, som vi synes har klaret sig bedst alene i vildmarken. Her lægger vi vægt på, hvor meget der er gjort ud af indretning og opbygning af lejr, hvordan man har indrettet sig ift. vejret og brugt naturen til hjælp, og til sidst tæller det også ekstra godt med, hvis man har brugt elementer af bushcraft i sin lejroplevelse enten i form af konstruktion eller brug af redskaber.
VINDERE AF “ALENE I VILDMARKEN”:
2023 Mathæus Müller
2024 Jonathan Præstiin
INSPIRATION
Her kan du finde inspiration til lejrliv og bushcraft:
VIDEO: 20 tips til lejrliv i vådt vejr (engelsk video på YouTube)
VIDEO: 5 måder at lave lejr med presenning (engelsk video på YouTube)
PAKKELISTEN
Listen er vejledende med undtagelse af kravet om proviant efter eget valg og passende køkkengrej, som man selv har ansvar for. Det er ikke et krav, at man har alt lejrudstyr, men det er et godt råd at være forberedt, og her spiller basisudstyret en vigtig rolle.
- BEKLÆDNING: tøj og fodtøj, der passer til vejret og temperaturen, inkl. varme sokker og en god hue – det hjælper godt om natten
- SOVEGREJ: sovepose(r), liggeunderlag, tarp/presenning, tæpper, evt. hængekøje
- LEJRGREJ: kniv, økse, pandelampe/lommelygte, snor, tændstål/tændstikker, optænding
- KØKKENGREJ: tallerken, bestik, krus, Trangia/gasblus/spritbrænder, gryder/pande/kedel, gasflaske/sprit, paletkniv, grydeske, skærebræt, køkkenkniv
- PROVIANT: Vandflaske, aftensmad og snacks til hygge i lejren (SØRG FOR RIGELIGT – du bruger meget energi på at holde varmen, og du skal derfor hurtigere have fyldt depoterne op igen), kakao/the/kaffe/saft/suppe – varme drikke kan være med til at gøre en kold nat lidt lunere
- EKSTRA: Den der særlige ting, der gør din vildmarksoplevelse helt unik
GODE RÅD I FROSTVEJR
- Sørg for at have hovedet, hænderne og fødderne varme – der slipper meget kropsvarme ud af soveposen, hvis man fx ikke har hue på.
- Din sovepose virker som en termoflaske – der er kun den varme i soveposen, som du selv leverer. Samtidigt kan du næsten lukke varmen inde i soveposen, hvis du lægger den ned i endnu en sovepose, så du har to soveposer sammen. Det vil forstærke termo-effekten og gøre din oplevelse i soveposen helt anderledes.
- En varm sten i en sok eller en klassisk varmedunk kan være med til at gøre din sovepose klar til natten.
- Sørg for, at din kedel/gryde er fyldt med vand, inden du lægger dig til at sove. En bundfrossen vandflaske kan være svær at varme op, hvorimod du bare behøver at tænde for lejrbålet eller gasblusset, hvis kedlen står klar fuld af vand.
OBS! Særlige forholdsregler i meget koldt vejr!
I vinteren 2024 havde vi en fantastisk vildmarkslejr i -18 graders frost. Hvis vi igen får hård frost, så er der her nogle ting, som du skal være opmærksom på:
- Du skal sørge for at pakke tøj, tæpper, varmedunk m.m. som kan hjælpe dig til at holde varmen, når du skal ligge i frostgrader.
- Varmen i din sovepose skal primært komme fra din krop, og derfor skal du sørge for, at du er varm, før du kravler ned i den. Så sørg for at drikke noget varmt og lav noget gymnastik eller løb en lille tur, så din kropstemperatur er god. Soveposen giver dig ikke meget ekstra varme, men hjælper på at holde den varme, du lægger ned i den.
- Husk, at din primære varmekilde vil komme fra varme drikke, varm mad og bålet i bålhytten. Sørg derfor for at have nok af forsyninger til at putte i koppen og i gryden – og tilhørende vandforsyning.
- Sørg for at have rigeligt at snacks og mad med energi. Du bruger meget energi på at holde varmen, så alt, hvad der kan fylde dine depoter, kan hjælpe dig til at klare dig godt.
- Det kan være en ide at tage en ekstra presenning med, som du lægger direkte over soveposen og tæpperne. Det vil hjælpe med til at holde på den varme, som evt. kommer ud af soveposen og tæpperne.
- Husk, at kulden komme lige så ofte nede fra, som fra omgivelserne, så sørg for at have tæpper både over og under soveposen som ekstra isolering.
- Du skal have ekstra vandforsyning med, som du skal sørge for at have tilgængelig, dvs. fylde termokande og gryde/kedel med vand, før du lægger dig til at sove, så du kan forsyne din varmedunk og din kop med varmt vand i løbet af natten. Hav evt. en vanddunk i soveposen, så den bliver holdt frostfri – men sørg for at låget ikke kan blive åbnet ved et uheld!