Alene i sne og frost på Finderup
Af Torben Rasmussen
Det lyder så barskt at skulle tilbringe et døgn alene i en primitiv lejr lavet af presenning midt i is og sne i en skov i det mørke Midtjylland. Temperaturen gjorde da også sit for at give dette års vildmarkstur lidt ekstra kant med -13 graders frost, men omvendt viste naturen sig fra sin smukkeste side med et godt lag sne og en fuldmåne til at oplyse det tavse landskab i et drømmeagtigt skær. Og mens sneen dryssede ned i alle spor, rykkede deltagerne sammen i bålhytten, der til formålet var blevet lukket med en gavl af presenning, der gjorde det til en stor hyggelig hule, hvor der var varme ved bålet og servering af både pandekager, gløgg og varm kakao. Det er nemlig ikke alt, der foregår alene på vildmarksturen. Når deltagerne har bygget deres egen lille lejr og her lavet aftensmad for sig selv, er der fællesskab i bålhytten, indtil man til sidst går hver til sit og kryber ned i sin lune sovepose og tilbringer en dejlig vinternat i det fri. I år blev det Vivian Hagen, der løb med trofæet for en velbygget lejr i ly af granskoven. En fantastisk start på det nye år.
