BørnFamilieSABUSSpejder

Familiespejder kan noget helt særligt

Af Torben Rasmussen / Tabita Rasmussen

Du har måske hørt, at der rundt om i landet begynder at være et tilbud til børn og familier, der hedder “Familiespejder”. Det er en form for spejderarbejde, der i sit udgangspunkt åbner op for alle aldersgrupper, hvor familier og børn kan deltage uforpligtende fra børnene er helt små.

Tabita Rasmussen er aktiv i gruppen “Familiespejder Vest”, der mødes rundt om forskellige steder på Juelsmindehalvøen og omkring fjorden ved Vejle. Hun giver her sit bud på, hvad det er familiespejder kan:

“Familiespejder kan noget helt særligt, fordi det tager udgangspunkt i familier og kan tage mange former. I Familiespejder Vest har vi et format, hvor familierne skiftes til at stå for programmet. Ved at forskellige familier byder ind med et program, giver det spændende variationer af idéer og initiativer. Vi har besluttet os for nogle program-elementer, som man selv kan flytte på og fylde ud. De elementer, vi har valgt som “programskabelon”, har været sang, andagt, aktivitet og snack. Nogle gange er der et gennemgående tema og andre gange er det blandede udendørs aktiviteter. Vi ønskede at gøre det nemt og ligetil at være dem der stod for et programmet. Snacks er ofte noget som snobrød, æblegrød, ristede skumfiduser og gerne tilberedt over bål. Vi oplever hyggeligt samvær både som familieenhed og familierne imellem.”

I Familiespejder Vest betaler hver familie 200kr som en slags kontingent, der gælder for hele familien i et kalenderår. Prisen er sat lavt ud fra ønsket om, at økonomi ikke skal afholde nogen fra at komme. Konceptet er så enkelt, at man let kan arrangere familiespejder fra en lokal kirke, hvor der ikke ellers er grobund for et arbejde med børn og unge. I efteråret 2022 vil der kommer materialer, som giver mulighed for at lave et helt års familiespejderprogram, hvis man fx mødes én gang om måneden.