JEG ER MED! – tanker fra SABUS’ besøg på Færøerne

Af Dorte Thyregod Svendsen

Da vi aftalte at lave en tur til Færøerne i SABUS-regi, satte vi os ned og lavede en liste over, hvad vi kunne få ud af det:

Hvornår kunne vi lægge aktiviteter ind, som gav mening for menigheden? Kunne vi lægge aktiviteter ind som gav mening for skolen, der ligger ved siden af kirken? Kunne vi nå at se og opleve noget af al den fascinerende natur, som Færøerne byder på? Kunne vi få ideer til fremtidige SABUS-arrangementer? Listen var lang, og vi nåede sandelig også vidt omkring. Og vi har også lært, at på Færøerne har man en plan, indtil vejret har en anden! 

 

Oplevelsen af Færøerne

Vi landede i Vágar efter en ekstra times cirkulering omkring lufthavnen i så tæt tåge, at vi bogstaveligt talt ikke kunne se ud til landingsbanen fra flyparkeringen. Ingen bjerge, ingen natur – bare tåge! Men som dagene gik, lettede tågen, og aktiviteterne foldede sig ud. Vi delte 1.000 indbydelser ud til SABUS-familiegudstjeneste til alle private hjem omkring kirken. Vi stod på gå-gaden og delte kakao og indbydelser ud til kolde handlende. Vi delte invitationer og slikkepinde ud til alle klasser på skolen, som ligger sammen med kirken i Tórshavn. Vi lavede hyggelige aktiviteter og bagte pandekager over bål med hele skolen. Og så sluttede vi af med at holde en SABUS-familiegudstjeneste med temaet: JEG ER MED! 

 

Temaet sat i perspektiv

Det føltes som en tur med mange succeser. Og så fik jeg pludselig en masse tanker omkring temaet: JEG ER MED! For jeg har helt personligt været i situationer, som jeg ikke plejer at være i. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har mærket Gud på en anden måde, end jeg plejer. Og det har føltes, som om jeg har kunnet melde ind i forhold til Hans planer på en anden måde, end jeg plejer. Og det er de små ting, jeg er stoppet op ved – og også de store. 

Jeg bliver altid fascineret af Guds natur! Her møder jeg for alvor Hans mesterværk og vælde. Imellem bjergene, i bølgerne, magten i blæsten og regnen, og i solnedgangen. Og hér kan Færøerne for alvor noget!  I mødet med mennesker opdagede jeg, at når jeg bare har en kop gratis kakao i hånden, så er det slet ikke så svært at komme i snak med tilfældige mennesker. Og når jeg er åben overfor deres måde at se livet på, så er det let at få lov at fortælle dem om Guds kærlighed. Så længe vi er enige om, at det er okay, at vi ikke er helt enige, så kan vi få lange snakke, hvor jeg også kan få lov at fortælle om, hvorfor jeg tror, at Gud elsker os. Jeg har ærlig talt aldrig brudt mig om at missionere på gader og stræder, men hér virkede det. Her turde jeg godt række hånden op og sige: JEG ER MED! – og Gud var lige dér – sammen med os på gå-gaden! 

I skolegården vidste vi faktisk heller ikke helt, hvad vi ville møde. Nuvel – vi havde mødt de søde børn og lærerne, da vi var rundt med indbydelser, men hvordan ville det fungere, når de ikke skulle andet end at hygge med os? Hvordan ville vejret arte sig? Hvordan kunne det gå, når nogle af børnene ikke forstår, hvad vi siger? Og det gik helt fantastisk! Børnene hyggede sig! Dem, der ikke forstod, hvad vi sagde, fik oversættelse af de børn, som tydeligvis har danske forældre. Og flere af de søde børn spurgte, hvornår vi kom tilbage?! Der kom én pige og hendes mor til gudstjenesten! Som aldrig havde været i kirken tidligere! Og det var helt på datterens opfordring – på baggrund af aktiviteterne i skolegården. Det var episk at mærke, at hun havde mærket fællesskabet – og ikke kunne få nok!

Til gudstjenesten kom de sædvanlige musikere og spillede sammen med vores musikere. De havde en kæmpe hyggelig øveaften inden og spillede indlevende og livligt til gudstjenesten. Der var stadig plads til flere i kirkerummet, men stemningen var super god. Folk var aktive og involverede sig i aktiviteterne, og selv til fællesspisningen var der flere af gæsterne, der blev og spiste med. Alt i alt en helt igennem dejlig dag! Det føltes som om vi gjorde Guds arbejde. Også selvom det ikke væltede ind med gæster til gudstjenesten. Også selvom vi ikke delte 200 kopper kakao ud. Det føltes rigtigt! 

 

At åbne op for Guds arbejde

Søndag morgen blev arbejdet pludselig sat i et lidt andet perspektiv. Allan fik et opkald fra en familie, vis far lå for døden. 74 år gammel. Han er meget sjældent kommet i Adventistkirken, men familien vidste, at han ønskede en adventistpræst til at bede sammen med ham, da han lå på det sidste. ”Han har nok altid været Adventist i hjertet”, som hans datter sagde. Og dét fik mig til at tænke! Vi ved vitterlig ikke hvad vi planter i folk! Vi ved ikke, hvordan Gud arbejder med de mennesker, vi møder og taler med. Vi ved ikke, hvor mange mennesker, vi rører, når vi går i ADRA’s høstindsamling eller deler indbydelser ud til en familiegudstjeneste. Det ved kun Gud. Og vi kan kun gøre et – og det er at stille os til rådighed! Når vi får chancen, skal vi række hånden op og sige: JEG ER MED! Så åbner vi op for Guds arbejde. I os selv – og i andre! 

Jeg er helt klar på at komme tilbage til Færøerne med budskabet om Guds kærlighed. Jeg er helt klar på at invitere gæster ind i kirken, og i det fællesskab jeg er helt klar til at stille mig frem og sige: JEG ER MED! 

 

P.S. TAK til Allan Falk for at være den bedst tænkelige guide og samarbejdspartner på denne tur.