Kaldet til fællesskab – og finde sin plads

Når Gud kalder os til fællesskab, gør han det aldrig halvt. Jeg kom som ny, uden erfaring med TeenCamp og uden at kende nogle af de andre unge. Men jeg kom med et ja, og Gud gjorde resten.

Af Maysie Keye

Det var fredag den 6. februar om eftermiddagen, og mens resten af landet gjorde klar til snestorm, satte en flok unge kurs mod Vejlefjordskolen. Sneen dalede tæt, og jeg sadi bilen med en knude i maven. Jeg har aldrig været på TeenCamp, og jeg kendte ingen af dem, der skulle være med den her weekend. Og jeg anede ikke, hvad jeg kunne bidrage med. Men min vandring med Jesus det sidste år har gjort mig modigere, og derfor sagde jeg ja, også selvom det føltes skræmmende. Allerede første aften blev jeg mødt af varme smil, latter og lovsang, som fyldte rummet. Weekenden handlede selvfølgelig om at planlægge TeenCamp, og den første aften delte vi ideer, drømme og visioner for årets TeenCamp. At campen kan blive et sted, hvor teenagerne møder Jesus og hinanden på en ægte måde. Lørdag blev en mere konkret dag, hvor vi gennemgik tidligere års planer og tilpassede dem, så det passede til den retning, vi ønsker for årets camp. Vi fik planlagt meget mere, end jeg havde forestillet mig, og vi fik organiseret os i grupper, så arbejdet kan fortsætte. Men midt i alt det praktiske fandt vi tid til leg. Sneen lå tykt, og vi kunne ikke lade være. Der blev kælket ned ad bakkerne, så latteren rungede helt ned til fjorden. Nogle rullede kæmpe snebolde, mens andre sigtede på mål, og pludselig var vi ikke længere en gruppe af fremmede, vi var et fællesskab.

Indendørs fortsatte fællesskabet: Lovsang, andagt og samtaler gjorde weekenden til mere end et planlægningsmøde. Nogle kom med grin, der kunne fylde et helt rum. Andre med musik og sang, der gav gåsehud. Nogle med struktur og overblik. Andre med evner til at lave mad eller det at skabe rum til at spille. Og midt i det hele opdagede jeg, at der også var plads til mig. Det blev et sted, hvor vi blev udrustet, ikke kun til TeenCamp, men til at være unge i Guds tjeneste. Jeg tog hjem med følelsen af at høre til og et håb om, at endnu flere vil være med i arbejdet frem mod sommerens TeenCamp.