… om coronabegrænsninger,
tillid og det åbne demokrati
Som så meget andet sidste år måtte SABUS’ årlige repræsentantskabsmøde i foråret udsættes til 1. november 2020. Det blev afholdt med mulighed for både at deltage og afgive stemme fysisk eller online via Zoom. De fleste valgte sidstnævnte. Vi har i SABUS al mulig grund til at glædes over, at det også i år blev muligt at forsamles, dog på afstand, og dermed afvikle repræsentantskabet.
Et repræsentantskabsmøde kan for nogle måske virke som et kedeligt møde, der kun handler om revision og økonomi.
Men repræsentantskabet er den årlige anledning, hvor vi afprøver den indbyrdes tillid til det fælles projekt, det er at drive en ungdomsorganisation.
Noget af det, som var anderledes i det nu overståede regnskabsår 2019, var en mere åben og langstrakt valgproces til SABUS-bestyrelsen, som blandt andet gjorde det muligt at foreslå nye medlemmer til bestyrelsen hele året igennem. Processen blev ledt af et stående bestyrelsesudvalg udpeget af repræsentantskabet året før. Processen står i skarp kontrast til tidligere valg til bestyrelsen, som foregik bag lukkede døre parallelt med repræsentantskabet. Men til trods for intentionerne om mere åbenhed var forløbet af den nye proces pudsigt nok med til at udstille, at vi kunne være endnu mere åbne og gennemsigtige i den måde, vi sætter mennesker, unge som gamle, til at lede vores fælles mission på.
Udfaldet af repræsentantskabet blev, at der blev valgt tre nye medlemmer til SABUS-bestyrelsen: Søren Uhrenholt, Jonatan Pavlovic og Marion Boilesen. Der skal i den sammenhæng lyde en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer, Catarina Rørvik, Lukas Fisher og Pia Larsen, for deres tid i bestyrelsen.
Desuden blev et nyt stående bestyrelsesudvalg udpeget bestående af fem medlemmer. Én af deres opgaver bliver, foruden selvfølgelig at foreslå navnene til bestyrelsen i regnskabsåret 2021, at kigge på, hvordan vi fremadrettet kan gøre det endnu mere åbent og gennemsigtigt for enhver, hvordan de kan blive valgt til SABUS-bestyrelsen – én af de mange måder, man i SABUS kan tage del i at gøre Guds kærlighed kendt for mennesker.
Husk at SABUS har repræsentantskabsmøde igen allerede 9. maj 2021 (ny dato). Dagsorden, tid og sted bliver sendt ud i vores nyhedsbrev til medlemmerne.
Alt dette og meget mere, blandt andet referat fra repræsentantskabsmødet, kan du læse om på sabus.dk. Står du tilbage med spørgsmål eller ønsker til SABUS’ foreningsdemokrati, eller hvordan du i det daglige kan engagere dig og få medindflydelse på den gode dialog i SABUS, så kontakt mig gerne på mail eller der, hvor du normalt kontakter mig.