Hensigten med denne håndbog er at vise grundtankerne omkring Adventistspejderarbejdet i Danmark. Målet er at lette forståelsen for arbejdets formål, omfang og problemstillinger. Materialet er taget fra Fører-håndbogen for Adventistsamfundets Spejderkorps, som blev udgivet i 1979 i forbindelse med lanceringen af et nyt træningssystem. Hvorfor vælger jeg i 2002 at genbruge tekst, der er udgivet før jeg blev født?
Sproget er absolut ikke moderne, men jeg synes derimod at indholdet stadig er forbløffende tidssvarende og relevant. Målet med spejderarbejdet har aldrig flyttet sig, men måden at udføre det på vil altid have sine variationer. Der er dog ikke noget i dette tekstmateriale, der på nogen måde hindrer en fri udfoldelse af spejderaktiviteter i den lokale trop. Derimod kan denne håndbog være med til at fastholde fokus det rette sted ved hjælp af de principper, der her er redegjort for.
Jeg har enkelte steder tilladt mig at redigere i tekstmaterialet, hvor jeg umiddelbart nemt kunne rette eller tilføje elementer, der er relevante for i dag. Det gælder f.eks. i forbindelse med navne, bibelcitater, massemedier o.lign. Min drøm er en dag at kunne præsentere et gennemarbejdet materiale, der helt gør op med den gamle sprogbrug, og i stedet leveres på godt hverdagsdansk.
Jeg håber, at du vil læse denne lille tekstsamling igennem og derigennem danne dig dine egne tanker og visioner for spejder- og ungdomsarbejdet i dit lokalområde.
Torben Rasmussen,
Medlem af bestyrelsen 2014