Adventistspejderne i Danmark

Adventistspejderne i Danmark er et landsdækkende spejderkorps med hovedkontor i Nærum som en del af organisationen SABUS – Syvende-dags Adventistkirkens Børne-, Ungdoms- og Spejderforening. Korpset drives af frivillige i de lokale kredse, kaldet troppe, men har gennem SABUS en spejderchef ansat til at koordinere og planlægge stævner, ledertræning og events.

Adventistspejderne består af 9 aktive troppe fordelt over hele landet. Desuden er der tilknyttet en friluftsforening fra Vejlefjordskolen ved Daugård.

Vi bruger mørkegrønne uniformer med gule tørklæder og begynder oftest at gå til spejder fra børnehaveklassealderen. De første fire år kaldes spejderne for tumlinge, hvorefter der er 5 år som spejder. De ældste spejdere (15+) kaldes for rovere, og der afholdes hvert år særlige arrangementer for netop denne målgruppe, der strækker sig fra teenageårene og langt ind i 20’erne. Der er dog ingen øvre aldersbegrænsning for roverspejderne og deres aktiviteter.

Adventistspejderne er tilknyttet lejrpladserne Finderuplejren ved Viborg, Krogsholt ved Østervrå og Egehytten i Faxe samt lejrcentret Himmerlandsgården nær Hadsund, hvor vi hver sommer afholder en landsdækkende spejderlejr for alle adventistspejdere i Danmark.

Torben Rasmussen

SPEJDERCHEF

Tlf. 6130 1480

Historie

Adventistspejdernes historie er en del af historien om Adventistkirkens ungdomsarbejde. Adventisternes historie går helt tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, men i begyndelsen af 1900-tallet bliver der sat fokus på at arbejde med uddannelse og aktiviteter for børn og unge. Dette program bliver kaldt for Missions Voluntører (MV) og siden også Junior Missions Voluntører (JMV). Og det er ud af JMV-arbejdet, at man begynde at lave aktiviteter, som mere og mere ligner spejderarbejde. I nogle lokale gruppe kalder de det også “at gå til spejder”, selvom spejdernavnet endnu ikke bruges officielt. Denne tendens kan spores helt tilbage til 1940’erne, men det bliver helt tydeligt i løbet af 1950’erne og -60’erne, at man vil arbejde mere målrettet med spejderarbejde med praktiske færdigheder og lejrliv som omdrejningspunkt. Det leder frem til udgivelsen af Førerhåndbogen i 1967, der også bliver et af de første steder at logoet med bålet og navnet Adventistsamfundets Spejderkorps optræder på tryk.

Herfra går det stærkt fremad, og med stor hjælp og inspiration fra KFUM-spejderne, der tager adventistspejderledere med på kurser, bliver man mere og mere rustet til den nye retning for ungdomsarbejdet. I 1971 afholdes den første internationale spejderlejr for Adventistkirkens Transeuropæiske Division (TED) på lejrpladsen Västeräng i Sverige, og her er de danske spejderledere med i front i opbygningen lejren. I løbet af 1970’erne udvikles et træningssystem, og i 1981 er det Danmarks tur til at være vært for en international spejderlejr i Rold Skov. Denne værtsrolle får Danmark lov til at få igen på lejrpladsen Stevninghus i Sønderjylland i sommeren 2006.

Første TED Camporee, Västeräng 1971 - dansk dokumentar

Dansk dokumentar optaget på 8mm smalfilm af Lennart Møller. Meget flot produceret video, der giver en god oplevelse af lejrlivet og alle de ambitiøse tiltag, som kan inspirere endnu den dag i dag.

En international bevægelse

Adventistspejderne i Danmark er en del af Adventistkirkens verdensomspændende spejderbevægelse, Pathfinders, hvor der er ca. 2 millioner spejdere og næsten 40.000 troppe spredt ud i mere end 150 lande.

Hvert fjerde år afholdes international camporee for spejdere fra en række lande i Adventistkirkens Transeuropæiske Division. Danmark har som nævnt været vært for disse camporeer to gange, hhv. 1981 og 2006. I 2027 bliver den næste TED Camporee afholdt i Estland.

Adventistspejderne i de nordiske lande afholdt i 2012 en nordisk spejderlejr, kaldet Nordic Camporee, på Västeräng i Sverige. Siden gentog man successen på Himmerlandsgården i Danmark i 2016. Årene med corona-epidemien satte en stopper for endnu en nordisk spejderlejr, men i sommeren 2025 bliver der igen afholdt Nordic Camporee, denne gang igen i Danmark på lejrpladsen på Himmerlandsgården.

Hvert femte år har man mulighed for at deltage på en verdensomspændende camporee, hvor spejdere fra hele verden sender delegationer til lejrpladsen i USA. Næste internationale camporee vil blive afholdt i 2029 i Gillette, Wyoming.

output-onlinepngtools-300x300
  • TED Pathfinders

    Den officielle hjemmeside for Pathfinders i den Transeuropæiske Division (TED)

    Gå til hjemmesiden

  • TED Camporee 2027

    Hjemmesiden for den kommende TED Camporee i Estland 2027

    Gå til hjemmesiden