Storslåede udsigter og dybe dale
Af Jonathan Præstiin
I København er der to spejdertroppe, Svanevej trop og ICC spejderne (spejderne fra International Church of Copenhagen). ICC spejderne samles normalt lørdag eftermiddag i den førnævnte kirke, men lørdag den 8. februar skete der noget ud over det sædvanlige. Spejderchefen, Torben, havde et par måneder tidligere forslået dem at tage en tur til nationalparken Söderåsen i Sverige. Denne ide blev realiseret den 8. februar, hvor 35 spejdere i alle aldre drog mod Sverige, for at vandre 6 km i det kuperede terræn. Smukt og idyllisk var det i den grad også, idet vinterlandskabet viste sin fulde pragt, med brusende vandfald og bække samt sneklædte mostoppe.
Torben og jeg deltog, og hjalp til med planlægning og koordinering. Vi påbegyndte vores rejse fredag aften og overnattede i Nærum. Følgende morgen skulle vi tidligt af sted, eftersom vi skulle afhente to lejede minibusser og en bil i København. Dernæst gik turen tilbage til Nærum, hvor alle spejderne stod klar til afgang. Hurtigt måtte vi køre til Helsingborg, for at nå færgen. Da vi lidt over middag nåede frem til vores udgangspunkt, spiste vi alle en medbragt frokost, mens bilerne blev kørt til slutdestinationen. Efter vi alle var blevet samlet igen, sang vi fødselsdagssang for en af spejderne, hvorefter chokoladekage blev serveret.
Derefter kunne selve vandreturen begynde. Min oplevelse var at alle deltagende havde en fantastisk tur, store som små. Man kunne høre børnene grine og have det sjovt, mens de voksne hyggesnakkede. De havde ikke set sådan en natur og terræn før, og var derfor noget overvældet. Under turen blev der hurtigt dannet større afstand mellem bagtroppen og fortroppen, idet nogle ihærdige og eventyrlystne unger løb lidt i forvejen. Selv gik jeg med fortroppen. Undervejs holdte vi et kort hvil, for lige at få de sidste med. Det gav anledning til at man kunne drikke en juicebrik eller spise lidt medbragt slik. I denne sammenhæng vovede nogle sig endda ud på at bestige et lille stykke af den bjergside vi stod ved.
Efter denne pause var vi nået halvvejs, og dagen begyndte at gå på hæld. Så vi måtte skynde os videre, for at nå over til bilerne inden det blev alt for mørkt. Der var visse steder hvor man skulle gå varsomt, eftersom man nødigt skulle snuble over de løse sten. Indtil videre havde vi på det meste af turen gået ned af bakke, men nu, på den endelige strækning, kom vi til et stykke hvor det gik stejlt op ad bakke. Det kunne mærkes i benene, da man kom til toppen af bjerget. Men det var det hele værd, fordi sikke en udsigt der er oppe fra Koppahatten. Mange tog billeder af den spektakulære udsigt og nogle var måske lidt overvældet.
Slutteligt gik det fordelagtigt ned af bakke og mens man gik, kunne man samtidigt nyde udsigten på højre hånd. Alle virkede tilfredse og var i godt humør, da vi kom frem til vores slutdestination. Jeg synes det var rigtig hyggeligt at gå og være sammen med denne flok; det havde jeg megen glæde af.
