Jojo, jeg er relativ ny leder af SABUS, og jeg er jo ikke den eneste, der arbejder med medlemssystemet! Jeg er kommet i kirken altid – både i børnesabbatsskolen, i ungdomsklassen, til spejder, i voksensabbatsskolen, igen i børnesabbatsskolen da jeg selv fik børn, og i alle mulige andre kirkelige sammenhænge. Men lige nu (december 2020) føles det lidt, som om jeg ikke kan løbe hurtigt nok til, at vi når 500. For vi skal have 500 medlemmer under 30 år i hus inden den 31.12.2020 for at have økonomisk grundlag for at køre SABUS videre imod de højder, som vi drømmer om i lederteamet og i kirken! Og systemet driller! Ikke bare lidt – men rigtig meget. Det er lykkedes fint at sende besked ud til alle tidligere medlemmer, men nogle har skiftet mailadresse og modtager ikke mailen med deres password. Det viser sig også, at priserne ikke passer overalt, og der er lokalforeninger, der har medlemskaber i systemet, som de slet ikke har i virkeligheden. Nogle medlemmer mangler simpelthen en ”betal“-knap, og sådan kan vi blive ved! Bagved systemerne er der systemer, der ikke spiller sammen – og vi er overhovedet ikke begyndt på at integrere membersite og Navision! Følelsen af, at vi ikke når det, stiger i brystet.
Opkald til DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, som vi kan få tilskud fra):
”Kære DUF – hvad nu, hvis vi ikke kan nå at få 500 medlemmer? Vi har jo slet ikke nået at komme rundt og præsentere medlemssystemet, som vi havde tænkt, at vi skulle! COVID-19 har gjort, at vi slet ikke har haft samme aktivitetsniveau, som vi havde regnet med. Hvad gør vi? Skal vi lukke?“
DUFs beroligende løfte om, at ingen ønsker at lukke foreningsliv i Danmark, og at de vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe os … gav lidt mere ro i maven!
Og så tilbage til førerbunkeren! Dag efter dag – time efter time – tjekke op på, hvor mange nye medlemmer og betalinger, der er kommet ind. Nogle tal er håndholdt, da lokalforeningen kører manuelle indbetalinger i år. Nogle tal skal hentes fra det gamle system, fordi det nye system var for lang tid undervejs, så lommeregneren må i gang – igen og igen.
238 medlemmer under 30 år. 272. 289. 306 medlemmer under 30 år, og vi skriver 7. december. Er der overhovedet en chance for at nå de 500? For systemet driller stadig. Og vi elsker alle medlemmer! Men det er kun dem under 30 år, der tæller i forhold til tilskud. Vi holder vejret og beder! Beder andre om hjælp! Beder til Gud om at guide os!
Den 21. december 2020 tæller vi 467 medlemmer, og jeg begynder at sove lidt mere roligt om natten. Det ser ud, som om vi når de 500! og der er ydermere flere hundrede gode medlemmer over 30 i systemet.
Nu er vi godt og vel inde i 2021, og vi nåede godt og vel over 500 medlemmer! Førerbunkeren (mit hjemmekontor på Fyn) er luftet ud og klar til et nyt år! Vi er begyndt at planlægge en masse spændende tiltag og en rundtur til alle lokalforeninger og menigheder, som vil have besøg af os.
Jeg får indimellem et sug i maven. Men det er af glæde! Glæde over, at vi er mange, der vil det bedste for SABUS. Og at ingen af os skal stå alene i det arbejde, vi gør. For Gud er med os, og Han ønsker at bruge hver eneste af os med de evner og den indsats, som vi hver især kan bidrage med!