Her er nogle praktiske oplysninger, som det er godt at kende på forhånd, hvis I vil giftes i en Adventistkirke.
Går i og overvejer at blive gift? Tillykke!
1. Tag kontakt: Tag kontakt til den lokale præst, eller den præst, som I gerne vil have skal vie jer, i god tid (6-12 måneder) før brylluppet for at aftale det videre forløb og dato.
2. Juridiske ting: Der er nogle praktiske ting, der skal på plads inden et bryllup. I skal kontakte jeres bopælskommune for at få en “Ægteskabserklæring”. Det kan oftest gøres på kommunens hjemmeside. Den må max være 4 måneder gammel, men vent ikke til sidste øjeblik, for den skal bruges, når præsten skal søge om vielsesbemyndigelse, og i foråret/sommeren får kommunen mange henvendelser om vielser. Præsten skal søge Ankestyrelsen om lov til at foretage vielsen. De kræver, at mindst én af jer er døbt medlem af Adventistkirken. Ansøgningen skal være afsendt min. 1 måned før vielsen, men hvis I bare sørger for at give præsten en kopi af jeres navneattest samt ægteskabserklæringen i god tid, så ordner hun/han resten.
“Formålet er, at I som par har det bedst mulige fundament at bygge videre på og er godt rustet”
3. Ægteskabsforberedelse: Og så det vigtigste: at I er godt forberedt på ægteskabet og livet sammen efter brylluppet. Præsten vil tilbyde jer et forløb, hvor I som par får talt om vigtige ting i jeres parforhold. Præsten er forberedt til det og har et godt gennemarbejdet materiale, som vil hjælpe jer igennem en række samtaler. Formålet er, at I som par har det bedst mulige fundament at bygge videre på og er godt rustet til at klare de udfordringer, der uundgåeligt dukker op, når to mennesker skal til at leve sammen og “blive ét”. I må meget gerne tage kontakt til præsten allerede før I har besluttet jer for at blive gift – jo før I kan få implementeret gode kommunikationsmønstre f.eks., jo bedre. Hvis I er i tvivl om, om det overhovedet skal være jer to, så er I også velkomne til at henvende jer.