- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Parweekend
21. januar 2022 kl. 17:30 - 23. januar 2022 kl. 12:30
SABUS byder igen velkommen til parweekend. Denne gang på Hvidekilde ved Helsinge.
Weekenden byder på god undervisning og tid til nyttige samtaler mellem dig og din partner.
Sæt en weekend af til at komme tættere på hinanden og få snakket om det, som betyder noget i jeres forhold.
Tilmeld jer senest den 16. januar 2022 – men der plejer at blive udsolgt inden da, så vent ikke for længe.
TILMELDING HER (pris og tilmelding er pr. par)
Generel information
Parweekend er et tilbud, som SABUS har hvert andet år. Det henvender sig til jer, som gerne vil gøre en ekstra indsats for at få jeres ægteskab til at fungere bedre, eller til jer, der snart skal giftes og gerne vil give ægteskabet den bedst mulige start. Det er altså ikke kun et tilbud, hvis I har problemer, men også til jer, som ønsker at komme endnu tættere på hinanden, få gode redskaber til større trivsel, og blive bedre til at klare de udfordringer og problemer, som uundgåeligt opstår, når to skal leve sammen i medgang og modgang.
Parweekenden foregår på Hvidekilde ved Helsinge. I bor på eget værelse med køjesenge. Der er bad og toilet på værelset.
Parweekenden er børnefri-zone, så find en god babysitter, så I kan koncentrere jer fuldt ud om hinanden.
Vi har hyret et dream-team af et køkkenhold, der hele weekenden vil forkæle jer med hjemmelavet, velsmagende vegetarisk mad af friske råvarer præsenteret, så det er en fryd for øjet.
I skal ikke gøre andet, end at tilmelde jer, vente på det bliver slutningen af januar, rulle dynerne sammen, pakke en weekendtaske med tøj, håndklæder og toiletsager. Resten er der taget hånd om! Så glæd jer til en weekend med tid og nærvær i dejlig natur og med gode muligheder for at danne endnu stærkere bånd med det menneske, som du har viet dit liv til!
Corona (opdateret 4. januar 2022)
Da vi ikke kender Corona-situationen til den tid, tager vi forbehold for eventuelle restriktioner og vil opdatere her, hvis der kommer retningslinjer, der berører os. SABUS giver mulighed for at få refunderet det fulde beløb frem til og med kl. 12.00 mandag den 17. januar. Melder I afbud efter det, er det jeres egen forsikring I må kontakte. Hvis SABUS aflyser weekenden får I hele beløbet refunderet.
Da vi er mange mennesker sammen over længere tid, må I være indstillet på at følge de gældende retningslinjer for nære kontakter, hvis en deltager får en positiv PCR-test efterfølgende. Da smittetrykket i øjeblikket er meget højt, kræver SABUS at man kan fremvise et negativt testsvar (max 48 timer gammelt) ved ankomst, eller bevis for nylig smitte.
Hvis vi må aflyse weekenden, bliver den afholdt i januar 2023 i stedet for.
Program
Fredag 21. januar
17.00 Ankomst og indkvartering
18.30 Aftensmad
19.30 Velkomst, intro og oplæg
21.00 Servering
Lørdag 22. januar
8.30 Morgenmadsbuffet
9.30 Morgensang
9.45 "Vejen til heling 1" May-Britt & Henrik Jørgensen
11.00 "Vejen til heling 2" May--Britt & Henrik Jørgensen
12.30 Frokost
Fritid
15.00 Servering
15.30 "Elsk din partner som de er" Iben & Michael Bidstrup
17.00 Andagt
17.30 Fritid
18.30 Middag
20.00 "Drømmen om det gode liv" Anne-May & Thomas Müller
21.00 Servering
Søndag 23. januar
8.30 Morgenmadsbuffet & madpakker
9.30 Morgensang & andagt
9.45 "Varige vaner og langsigtede planer" Anne-May & Thomas Müller
11.45 Afrunding
12.30 Afrejse
Undervisere
May-Britt & Henrik Jørgensen
May-Britt er læge med speciale i psykiatri, og Henrik er præst i Adventistkirken i Roskilde og leder for K-skolen og Adventistkirkens afdeling for bibelstudier og sabbatsskole.
”Vejen til heling” - Vi mennesker er alle forbundet med hinanden gennem interaktioner. Ofte er disse gode og opbyggende, men vi vil alle også opleve både at blive såret og at såre andre. Parforhold er ikke undtaget fra dette, og sårene kan blive meget dybe og smertefulde. Vejen til heling er tilgivelse, men tilgivelsens vej kan være lang og udfordre din sårbarhed. Sammen vil vi se på, hvilke områder denne vej fører igennem.
Iben og Michael Bidstrup
Iben og Michael er lige flyttet til Ringsted, hvor Michael er præst ved Adventistkirkerne i Ringsted, Køge og Haslev (FaceOut). Iben har i mange år undervist i bl.a. engelsk og dansk, men arbejder nu med oversættelse af bøger.
"Elsk din partner som de er!" - Er du så heldig at have fundet den eneste ene, skal du jo helst ikke begynde at lave om på noget godt, selvom mange hurtigt begynder på præcis dette. En samtale om toiletruller, kærlighed og hjernevask.
Anne-May og Thomas Müller
Anne-May er præst ved Vejlefjordkirken og ansvarlig for arbejdet med børn og familier i SABUS. Thomas er også præst og er leder for Adventistkirken i Danmark.
Drømme for vores liv og personlige mål glemmes nogle gange i hverdagens travlhed. Og nogle gange står parforholdet i vejen for drømme og ambitioner. I skal sammen drømme jer hen, hvor de ting går op i en højere enhed, og hvor der er plads både til dig og mig og os.
Men ikke alle drømme kan blive til virkelighed, så derfor er det vigtigt at få lagt nogle planer og kigget på nogle vaner, som er styrkende for jeres langsigtede forpligtelse til hinanden og som giver jer en hverdag hvor kærlighed, tillid og tryghed er tilstede.