Jonas Jalving
Efter jeg blev student fra Vejlefjordskolen, flyttede jeg til Aalborg for at studere. I sommeren 2020 færdiggjorde jeg min bachelor i ”Sprog og Internationale Studier (Engelsk)“, hvorefter jeg takkede ja til jobbet i SABUS. Jeg har ikke nogen erfaring på arbejdsmarkedet, men har nu i nogle år deltaget aktivt og brugt meget af min fritid i teenagearbejdet i kirken.
For mig er dette job en god mulighed for at få noget arbejdserfaring. Jeg glæder mig også utrolig meget til at kunne give 100% i mit arbejde med unge mennesker i kirken i stedet for at have studiet ved siden af, og dermed kun kunne bruge begrænset tid og ressourcer på noget, jeg nyder at lave. Min forestilling er, at der kommer til at være en del ting at skulle vænne sig til, når man arbejder i en organisation som SABUS, men jeg er sikker på, at Gud vil være mig nær i denne nye fase af mit liv.
Rent praktisk kommer jeg til at have base på Vejlefjordskolen, hvor jeg både har kontor og også bor fast. Det er på Vejlefjordskolen, jeg vil have min daglige gang, og jeg kommer til at bruge mange af mine arbejdstimer på det nye kontor i hovedbygningen, hvor jeg bl.a. finder på nogle spændende projekter for SABUS’ medlemmer og de unge i kirken. Jeg kommer også til at bevæge mig meget rundt i landet til de forskellige ledergrupper og teenagegrupper, når der sker noget spændende, eller når jeg selv har fundet på nogle fede projekter, der skal udføres med de unge ude i regionerne.
SABUS som organisation er jo stadig ganske ny. Udfordringen i lederteamet er at finde ud af, hvordan vi bedst udnytter vores status som selvstændig forening. Omvendt er det også denne status, der er en kæmpe mulighed for os. Det giver os mulighed for at drømme stort og tænke lidt ud af boksen i forhold til, hvad vi kan tilbyde vores medlemmer. Med den gruppe unge mennesker, vi har i vores kirke i øjeblikket, tror jeg virkelig på, at vi i SABUS kan gøre en kæmpe forskel for vores teenagere og spille en positiv rolle i deres rejse med Gud.
Foto: Emil Gungaard